Beskrivelse

Aalborg Engineering startede i 2001 med syv ansatte. I dag er det en succesfuld eksportvirksomhed, der har en omsætning på 250-300 millioner og 100 ansatte både i Danmark og internationalt. Høj kvalitet og en god portion tålmodighed har banet vejen for succes.

Aalborg Engineering skulle egentlig lukkes af den tidligere ejer, men en flok på syv ansatte satte sig for at drive virksomheden videre og overtog butikken. Det har båret frugt. I dag har Aalborg Engineering en omsætning på 250-300 millioner, 94 ansatte både i Danmark og i udlandet, og et omdømme som en af de bedste inden for feltet.

Siden sommeren 2013 har den jyske eksportvirksomhed haft gang i ordrebøgerne. Med få måneders mellemrum har virksomheden, der har specialiseret sig i kedelanlæg, fået tre store ordre til Israel, Polen og Rusland. Det skyldes ifølge salgsdirektør Bent Have Johnsen et tålmodigt arbejde i de lande, som Aalborg Engineering har i sigte.

”Vi vælger altid vores eksportmarkeder med omhu, og så giver vi det marked tid. Det kræver stor forberedelse at være klar til at yde støtte og support i de pågældende lande. Derfor bruger vi lang tid på at bearbejde markedet, gennem eksportfremstød sammen med netværksorganisationer som eks. DBDH. Men det er også ved at etablere kontorer, der hvor vi ønsker et marked”, siger Bent Have Johnsen.

Klar til kvalitet

Den jyske eksportvirksomhed har gennem årene oparbejdet et solidt internationalt omdømme. Det har blandt andet givet dem Siemens som fast samarbejdspartner. Med den tyske industrigigant, har Aalborg Engineering leveret gas- og dampkedler til diverse kraftvarmeværker og industrielle formål i blandt andet Hvide Rusland og Polen. Sidste ordre i Polen lød på en værdi af 100 millioner kroner.

”Vi passer godt til Siemens, fordi det også er et firma, som sætter baren højt. Siemens ved, hvad de vil, og de er kvalitetsbevidste. Det har derfor også taget lang tid at opbygge et solidt samarbejde med dem. Vi kan til gengæld se, at det betaler sig”, siger Bent Have Johnsen.

Aalborg Engineering er et godt eksempel på, at selv om produkter fra den danske fjernvarmeindustri er dyre, er der stadig kunder, der kan se værdien i de langtidsholdbare produkter, som danske virksomheder leverer. Det er på trods af, at der er opstået en tendens, hvor der produceres billige produkter i Kina, fortæller Bent Have Johnsen. Det er typisk materialer, der har en kort levetid, og derfor ikke kan betale sig at anvende. Vores anlæg har typisk en levetid på 25 år eller mere.

”Vi arbejder meget fokuseret og nichepræget, fordi vi ikke kan konkurrerer på prisen. Vi sælger derimod vores produkter på kvalitet, virkningsgrad og tekniske egenskaber. Vi har for eksempel aldrig tabt en ordre på virkningsgrad, og det er vi også ret åbne med: Vi kan slå enhver. Men det er klart, at det ikke er alle kunder, der sætter baren så højt”, siger salgsdirektøren.