Beskrivelse

Hos Dronninglund Fjernvarme er tiden snart inde til at otte års arbejde i bogstavelig betydning ser dagens lys. Når forårssolen bryder frem, indvier Dronninglund Fjernvarme verdens største solvarmeanlæg til fjernvarme. Et anlæg som vil dække af halvdelen af varmebehovet i Dronninglund

På sammen måde som 70’ernes oliekrise havde stor betydning for ekspansionen af fjernvarme, har de fluktuerende priser på fossile brændstoffer i dag fået fjernvarmeselskaberne til at tænke i alternative baner. En af de løsninger går ud på at udnytte solens energi, også når den er væk.

Dronninglund Fjernvarme er netop blevet færdig med opførelsen af verdens største varmelager, der vil dække 50 procent af kundernes varmebehov på et år. I de næste uger begynder Dronninglund Fjernvarme at cirkulere de første liter vand igennem det 37.275 m² store solvarmeanlæg, så de står klar til varmeproduktion ved indvielsen om et par måneder.

”Når solen først begynder at skinne, skal vi være klar til at modtage varmen. Solvarmerne producerer 27 MW på en sommerdag, mens forbruget i Dronninglund på en varm dag ligger på 2 MW”, oplyser driftsleder Johan Frey.

I alt er der tale om 60 millioner liter varmt vand, der skal varmes op til 90 grader i løbet af sommeren. Opbevaringen af vandet vil ske i et såkaldt damvarmelager, som er en stor isoleret tank med låg på. Uden et varmelager kan et solvarmeanlæg kun dække 20 procent af varmebehovet, som er det samlede varmebehov de måneder, hvor solen skinner. 45 procent af varmeforbruget ligger derimod fra december til februar. Med det nye damvarmelager kan Dronninglund dække 50 procent af det samlede varmebehov.

Danmark er førende

Idéen om at lagre varmt vand har de seneste år taget fart, og har gjort danske fjernvarmeværker førende inden for feltet. I Danmark er der opført fire lagre, hvor Dronninglund er det største på 60.000 m³. Yderligere fire fjernvarmeværker har planlagt at etablere damvarmelagre de kommende år, mens flere forventes at følge trop.

”Med de priser, der er på brændstof, er vi nød til at finde alternative veje. Og lovgivningen favoriserer solvarmen ved, at der ikke er afgifter, som der er på gas eller biobrændsel. På den måde kan man sige, at energipolitikken bestemmes af skatteministeren. Men det gør også, at vi er blevet verdensførende inden for varmelagring på sammen måde, som vi har været det inden for vindmøller”, siger driftsleder hos Dronninglund Fjernvarme Johan Frey.

Anlægget i Dronninglund er indtil videre det største i verden der bruges til fjernvarme. I Danmark var der ved sidste optælling i sommeren 2013 40 storskala solvarmeanlæg, der producerede energi til fjernvarmeværkerne. Det samlede areal for solvarmerne forventes at stige med 85 procent inden næste optælling i midten af 2014.

Læs mere om damvarmelager og andre typer af varmelagre her.