Et nyt EU-projekt til 50 mio. kr. skal være med til at udnytte potentialet i den bæredygtige omstilling                          

De tre regioner i Greater Copenhagen (København, Sjælland og Skåne) har alle et mål om, at deres energiforbrug i 2020 er dækket med 40 procent vedvarende energi, samt at være blandt de mest ressourceeffektive regioner. Derfor har de sammen taget initiativ til at finde nye veje og løsninger til fremtiden energi- og ressourcesystemer.

Over de næste tre år udvikler og tester et bredt partnerskab, med mere end 20 offentlige og private aktører fra Greater Copenhagen geografien, forskellige teknologier, værktøjer eller forretningsmodeller indenfor vedvarende energi eller udnyttelse af ressourcer.

6,78 mio. euro (cirka 50 mio. kr.) er der sat af. Målet er, at case-samarbejderne udvikler nye og gennemslagskraftige løsninger, der kan blive til konkrete løsninger i fremtidens energi- og ressourcesystem.

“Når vi går sammen om at identificere og afprøve løsninger, der fremmer grøn omstilling, er vi bedre rustet til at skabe grønne løsninger, der kommer miljøet til gavn og samtidig skaber arbejdspladser. Det er en svær opgave at omstille til vedvarende energi og udnytte vores ressourcer bedre. Derfor er det så vigtigt, at vi som her samler kræfterne på tværs af det offentlige og private i hele Greater Copenhagen”, siger Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand, Region Hovedstaden.

EU støtter projektet, der har fået navnet Future, med 3,2 mio. euro – cirka 24 mio. kr.

Kilde: Energy Supply