Den første egen produktion udenfor Skandinavien skal være med til at gøre USA til målerproducenten Kamstrups vigtigste marked

Kamstrup starter egen produktion i USA til oktober. Placeringen er Atlanta i den amerikanske stat Georgia.

Det er første gang, at den succesrige målerproducent etablerer produktion udenfor Skandinavien.

“Hidtil har vi haft hele vores produktion primært i Danmark. Men for at tilfredsstille de amerikanske kunders forventninger om kortere leveringstid og at løse hele logistikkæden bedre, har vi besluttet at sætte produktion op i Atlanta. Samtidig er det også en fordel at kunne skrive “Made in USA” på sine produkter herovre”, siger Lars Bo Kristense, direktøren for Kamstrups amerikanske datterselskab, til avisen.

Kamstrup vil have 30 medarbejdere i USA, når den nye fabrik åbner. Antallet vil dog stige i takt med salget, og Lars Bo Kristensen forventer, at USA bliver selskabets vigtigste marked i løbet af bare to år.

Potentialet er heller ikke til at tage fejl af. En undersøgelse viser, at 340 amerikanske forsyningsselskaber har planer om at investere 50 mia. kr. over de næste 10 år.
Kilde: Børsen