Produktion lukkes ned og en forretningsdel sælges fra

Solfangerproducenten Arcon Sunmark har valgt at samle al sin danske produktion i de eksisterende fabrikshaller i Skørping.

“Vi fokuserer nu udelukkende på vores absolutte kerneforretning, der er at udvikle og installere storskala solvarmeanlæg. Derfor samler vi nu produktionen i Skørping og sælger nicheforretningen med booster-stationer fra”, siger adm .direktør Ole Dalby hos Arcon Sunmark.

Det betyder, at det er slut med produktion i Marstal og Rudkøbing – men det betyder også, at det er slut med produktion og salg af boosterstationer til fjernvarmenettet i Arcon-Sunmark-regi.

Marstal & Rudkøbing
Indtil nu har Arcon Sunmark haft en produktion af vekslerunits i Marstal. Den del flyttes nu til Nordjylland. Samtidig overgår de fem ansatte i Marstal til jobbet som installatør og servicemontør i Arcon Sunmark-organisationen.

Eftersom forretningsdelen med boosterstationer sælges fra opsiges de seks medarbejdere, der indtil nu har gået og produceret, blandt andet boosterstationerne til fjernvarmen, i Rudkøbing. ”Det er med stor beklagelse, at vi siger farvel til nogle dygtige og vellidte medarbejdere i Rudkøbing, og vi gør alt for, at de kommer godt videre i deres arbejdsliv”, siger Ole Dalby, adm. direktør, Arcon-Sunmark.

Det er udvikler af boosterstationerne Lars Ehlern Beck, der igen overtager produktionen og salget af Pipeteq-stationerne, efter de for en kort stund var i Arcon Sunmarks varetægt.

Bevarer optimismen
Når Arcon Sunmark sådan hiver produktionen hjem til Skørping, skulle man tro, at det vil kræve en større overhaling af fabrikken, men det er ikke tilfældet. “Vi kan bruge vores eksisterende haller. Der skal bare ændres lidt”, fortæller Ole Dalby, der for lidt over en måned siden måtte sige farvel til et større antal medarbejdere.

15 af de 64 timelønnede på fabrikken fik en fyreseddel på grund af forsinkelser på realisering af projekter.

Ole Dalby har dog alligevel bevaret optimismen. “Der er ingen tvivl om, at der er enormt potentiale for solvarme både i Danmark og i udlandet – men mens det i Danmark er en kendt teknologi, så er det i andre lande en helt ny teknologi. Jeg ser positivt på fremtiden, også selvom vi møder udfordringer undervejs”.

Kilde: Energy Supply